De første somre i mit liv sad jeg i min have med kinden mod det grå, krasse rækværk og kiggede ind i min nabos eventyrlige have.
Det var Paradis. Græsset var grønt, saftig og trimmet, blomsterne var røde, gule og grønne, hvide statuer skinnede i bedene, en bugtende sti med glitrende sten endte ved en lysende, hvid bænk, hvor man kunne sidde omringet af den lokkende natur.
Når jeg havde set mig mæt på denne pittoreske opstilling, vendte jeg altid tilbage til min have med et suk. Jeg var skuffet, og jeg fandt det besynderligt: hvorfor var min kurdiske have som blevet udsat for Guds vrede frem for at være dét Paradis, som Kurdistan er?
Den Kurdiske Grav
Hvad består Tigris og Eufrat af?
Vand, javist,
men skønt vand er uden farve er de altid purpurrøde.
Vand har ingen smag, men der hænger ved dem en smag
af historiens brande.
Vand er lugtløst, og dog kommer bestandig fra dem
denne duft af vore myrdede døtres og sønners hår.
Floderne Eufrat og Tigris er lige så elskede venner af det kurdiske folk som bjergene. De strækker sig gennem hele det kurdiske land, de omgiver og beskytter hjertet af Kurdistan: lever og giver liv til naturen med sit skummende vand.
Men hvis du kigger nærmere, hvis du bøjer dit hoved og kigger nærmere, vil du se, at Eufrat og Tigris har lidt nederlag.
Şêrko Bêkes, som skrev dette ovenstående digt, så de røde bølger i Eufrat og Tigris’ vande, farvet af blodet fra tusindtallige kurdere.
Dette er, hvad jeg ser, og dette er, hvad du vil se: floderne er Kurdistans gravsted. Når du knæler ned ved bredden af Eufrat og Tigris, og når du bremser de røde bølgers rullen med dine hænder, vil du se ansigterne af de myrdede kurdiske børn, kvinder og mænd under vandets overflade.
Men husk dette: şehîd namirin (martyrer dør aldrig), og ej heller vil Eufrat og Tigris dø. De lever videre i børnene, som bærer flodernes kurdiske navne, Firat og Diçle.
Ifølge myter er Eufrat og Tigris de to store floder, som løb igennem Paradis, og de same myter fortæller, at Noahs ark endte på bjerget Ararat i Kurdistan efter Syndfloden.
Disse fortællinger er blevet givet videre igennem generationer, kurdiske mødre og fædre har delt deres romantiske opfattelse af Kurdistan som værende Paradis med deres børn. Hvis du beder en kurder om at beskrive Kurdistan for dig, lover jeg dig, at det vil være en beskrivelse af Paradis.
Der er dog en afgørende forskel: Paradis har grænser, det har Kurdistan ikke.
At være
Kurdistan er mere end den varme jord i Amed, Mehabad, Hewler og Qamişlo, som vores ældre kysser som undskyldning for hver gang, deres hæl slår mod den. Hverken det kurdiske land eller det kurdiske folk kan defineres ved grænser; hvor der er en kurder, dér er Kurdistan.
At være kurder er ikke et spørgsmål om etnicitet. Kurdistan er frihed, for det har ingen grænser, og de, der kæmper for frihed, er kurdere.
At være en frihedskæmper er at være i live, for konstant bevidsthed om døden får dig til at kysse jorden forsigtigt, hvile din kind på den krasse bark og lægge dit hoved på det sødt duftende mos.
At være i live er, hvad resten af menneskeheden mangler at være, for at være tryg og komfortabel er at være død. Du er død, hvis dit liv smager som sushi, øl og kalkun. Du er i live, hvis det smager af det salte sved, som fordamper fra din hud, når du kæmper imod undertrykkere.
Der var engang, hvor Kurdistans hjerte lå mellem floderne Eufrat og Tigris, men for ikke længe siden gravede en frihedskæmper hjertet op, puttede det i sin lomme og tog det med sig til bjergene. Her gemte han hjertet i en dyb dal, som gav ekko, så han og alle frihedskæmperne ville kunne høre og mærke det slå for evigt.
Hvis du er i live, kan du høre det. Læg dit øre ned til jorden og lyt. Hvis du er i live, kan du mærke det: det kurdiske hjerte, som slår i bjergene.
Èn kurder er en flamme, èn kurdisk familie er et bål, og det kurdiske folk er et flammehav. Utallige bål er spredt over hele verden, men når de nærmer sig hinanden, vil de brænde som solen selv, som solen på Kurdistans flag.
Jeg er i live, jeg er en frihedskæmper, og jeg er Kurdistan.
Naila Bozo
